Ja, og så hed det altså bare: slib, slib og slib! Jeg sleb med maskinen på de lige flader og alt det andet med hånden. Slibepapiret havde forskellige finhedsgrader.
Her står den så i dag.
Den flotte bagside.
Og det vi nu bruger den til.
Skålen er langt fra at være perfekt, men jeg har lavet den ;)- Desto mere tid jeg brugte til fremstilling af denne skål desto mere blev det til min og jeg blev glad for den. Ind imellem var jeg så frustreret og sur...men nu hvor den er færdig ;) Man kan god se spor af, hvor der blev arbejdet med værktøjet, men det er ok for mig - det må man gerne se - den er håndlavet! :D Jeg kunne også sagtens slibe videre rundt på den (i de sandsynligvis næste 200 år), men for mig skal den blive som den er. Når jeg kigger på de spor, så kan jeg fx huske det øjeblik, hvor jeg med hammeren næsten ramte min hånd :)
På grund af frustrationerne, den brugte tid, de færdigheds- og kraftmæssige krav - er denne aktivitet kun noget for de større børn eller voksne. Men bortset fra, at dette produkt bare er alle tiders, så indebærer denne aktivitet mange gode erfaringer, udbygning af personlige færdigheder og læring.
I begge træaktiviteter brugte jeg materiale fra min biotop, der blev arbejdet fin og grov motorisk, kreativt og der blev fremstillet æstetiske produkter, man kan være glad og stolt for.
Keine Kommentare:
Kommentar veröffentlichen